Fællessang
Fællessang

Lokalt fokus i Spil dansk-ugen

06.10.17
Musikken i Randers by og kommune er i dine hænder. Vil du være med til at give den videre i uge 44?
Musiklivets festuge - Spil dansk-ugen - står for døren, og igen i år har vi sat danske toner på hylderne og pakket Bibliotekets kalender med musikaktiviteter i uge 44. Men Spil dansk er ikke bare for biblioteket. Her fra 2017 arbejder vi på at lægge Spil dansk-ideen i hænderne på menigmand i Randers by og kommune i samarbejde med en række lokale kulturaktører. Målet er mere musikudfoldelse - og samtidig at give den enkelte borger indflydelse på, hvordan musikken spiller i ugen hvor oktober og november mødes.
 
Intet arrangement er for småt eller stort til at være med. Fællessang på lokalcenteret og uformelle koncerter i stuen eller øvelokalet har lige så stor værdi som store professionelle arrangementer, for ideen Bag Spil dansk er at vise hele bredden i musiklivet herhjemme. Derfor er vi gået i samarbejde med Randers Kommune, Randers Musikskole og spillestedet Turbinen om at få det lokale musikliv gjort endnu mere synligt i musikkens festuge - uge 44. 
 
Vi ved, at der vil være masser af musik i byen, men måske kan vi løfte aktivitetsniveauet endnu højere op. Hvis du står bag et musikarrangement i Spil dansk-ugen, kan du registrere det i den lokale Spil dansk-kalender via dette link. På den måde er du med til at give endnu mere liv til musikken i og omkring Randers!
 
Her er musikaktiviteterne på Randers Bibliotek i uge 44: 

Efterhånden som Spil dansk-arrangementerne i Randers Kommune oprettes, vil du kunne se dem ved at klikke her.

Mere om Spil dansk

Spil dansk-ugen falder hvert år i uge 44 og er det danske musiklivs festuge. Spil dansk er blevet fejret siden 2001, og fra 2017 er Randers blevet officiel Spil dansk-kommune, hvilket betyder endnu mere musik til byens borgere. Det kan du læse mere om her.