Smag en kølig drik for sjælen

Af Anonym (ikke efterprøvet)
18.07.16
Her en håndfuld smagsprøver på boblende lyrik
Christel Wiinblad – Min lillebror
Christel Wiinblad er ikke bange for at skrive om emner som misbrug, tab, incest og masochisme. Min lillebror er Wiinblads anden udgivelse som forfatter. Det er en digtsamling som handler om hendes forhold til sin skizofrene og selvmordstruede lillebror Jannick. For Wiinblad er kærlighed og lidelse to sider af samme sag. I syv digte tæller hun ned til broderens tredje selvmordsforsøg – et for hver den trettende i de foregående seks måneder. Det er meget originalt at Wiinblad på den måde tæller ned:
 
“og samtidig sover min lillebror i sin egen seng på Fyn, uroligt og plaget af mareridt, og også i aften, når han går hjem fra parken, hvor han i sneen har spillet hackysack med de andre, får han lyst til at klatre op på rådhustaget for bare at falde ned, og jeg tænker på de sting, der snart skal lukke sig på hans håndled.”
 
De syv digte bliver indledt med Jannick Wiinblads fødsel den 2. marts 1984 og rundes af den 14. juli 2006, dagen efter det tredje selvmordsforsøg, den 13. juli 2006. Her finder hun til sidst et fotografi på morens køkkengulv:
 
“Først nu lægger jeg mærke til, at det allerede kan ses, fordi han også på det her foto har rynket sine bryn og klemt sine læber sammen i den ret usædvanlige grimasse, som jeg nu ved markerer, at han er urolig over noget, der aldrig bliver sagt, fordi han er helt alene om noget, der ikke kan siges. Først om tyve et halvt år (hvad der altså er i går), vil han komme i nærheden af at formulere det."
 
Det er en sproglig nydelse at læse Min lillebror. Så er du til det direkte og lidt melankolske, er samlingen her helt sikkert noget for dig. Med i bogen er en CD med musik fra Mother Sparrow, det indieband Jannick Wiinblad var sanger i, indtil sin død i 2009. Bandet udgav i 2008 albummet Have a Heart.
 
 
Theis Ørntoft – Digte 2014
Der gik fem år mellem Theis Ørntofts debut med Yeahsuiten, til han udgav sin næste samling, Digte 2014. I forhold til den første samling, er Digte 2014 langt mørkere og der hersker en vis undergangsstemning. Alligevel er det også en samling fyldt med underliggende sort humor og optimisme. 
 
"Jeg har ikke længere nogen overordnet plan for livet/ ud over at holde mig tæt på folk jeg elsker/ jeg har fået nok af at bilde mig samfundene ind/ jeg har fået nok af at fylde min mund med petroleum/ og se boreplatforme komme sejlende/ se dem skyde deres flammer op i mørket."
 
Ørntofts samling blev allerede ved udgivelsen blev omtalt som et hovedværk i årtiets danske lyrik. Bogen har et enkelt omslag, sort med en hvid cirkel og forstørrede celler i baggrunden. 
Hos Theis Ørntoft bliver postapokalypsen dog ikke slutningen. Digtene bevæger sig hele tiden frem og tilbage i skred mellem tider og tilstande, perspektiver og proportioner:
 
”I nat, i år/ et sted mellem alle sine atomer/ døde det man kaldte min mor./ Det siges at hun stadig sang mens de skar hende op./ Det siges at olien dryppede fra hendes lever./ Eller det siges/ at hun faldt gennem dage og nætter/ indtil floden på bunden/ bar liget med sig ind i junglen.”
 
Det makabre og intense indhold bliver båret af velformulerede sætninger med en rytme og en lethed, der giver læseren lyst til langsomt at nyde og smage på hver enkelt af dem. Theis Ørntoft benytter desuden gentagelsen som en figur, og han forstår at afveje sine greb, så intet bliver for lidt eller for meget, men bare tilsammen skaber en afrundet helhed af sproglig lækkerhed. 
 
Jeget, der taler i digtene, er nogle gange et hverdagsligt, stedbundet jeg, der tager til fest eller sidder foran pc'en og taler i et skødesløst nutidigt sprog. Andre gange taler det med en profetisk stemmeføring.
 
I Ørntofts lyrik er den ødelagte natur altid til stede. Planter vokser mellem husene, og der flyder tungmetaller i vores årer. Der er en afmagt og fortvivlelse over for miljøødelæggelsen på spil, og denne afmagt fungerer som afsæt for det talende jeg. Den får følgeskab af en sort humor, som ikke undergraver den apokalyptiske tone, men snarere forstærker den
 
Verdens snarlige undergang er også vendt af digtere som Sophus Clausen, Ole Sarvig og Mikael Strunge. 
 
Mira Gonzales – Jeg vil aldrig blive smuk nok til at gøre os smukke sammen
Hun er et af de forfatternavne, man oftest støder på, hvis man går på opdagelse i det litterære blogunivers Alt. Lit., det vil sige Alternative Litterature. Det er et litterært fælleskab, der består af selvudgivelser, forlag og bloggere, der spreder litteratur på nettet.
 
Mira Gonzalez kan mere end de fleste andre, der tweeter om prozac, stedfædre og hjertesorger. Hun har over 13.000 følgere på Twitter og lige så mange læsere på hendes blog, miratortilla.tumblr.
Det fik det amerikanske forlag Sorry House øjnene op for i 2013, da hun udgav digtsamlingen ’I will never be beautiful enough to make us beautiful together’. Den er netop udkommet på dansk, med titlen Jeg vil aldrig blive smuk nok til at gøre os smukke sammen.
 
Forfatteren udtaler at: "Internettet er hele grunden til, at jeg har en karriere. Det har skabt et rum, hvor folk som mig kan blive hørt. Folk, der er droppet ud af skolen, som bor hjemme hos deres familie og ikke har økonomiske ressourcer til at udgive bøger. I dag er det muligt for en teenager, som skriver digte på en blog, at få lige så mange læsere som en forfatter, der er nomineret til Pulitzerprisen."
 
Digtene er fyldt med nerve, og er både skrøbelige og seje. De handler om en smertebedøvet ungdomseksistens i nutidens Los angeles. Det er grimt, det er råt, og alligevel smukt:
 
"jeg prøver at parallelparkere min bil/jeg prøver at få dig til at elske mig."
 
Der er også depression, kærestesorg og ensomhed. Følelserne er  blandet godt og grundigt sammen med unges hverdagsfrustrationer. Man kan for eksempel læse poesi om en pige, der bliver selvmordstruet, fordi hun taber sin pizza.
 
Så er du til ung lyrik, der rammer sproget og alderens udfordringer rigtig godt, er det værd at prøve denne samling.
 
Josefine Klougart – Stigninger og fald
 
”Det efterår fik jeg en hest” er første sætning i Klougarts debutroman Stigninger og fald, fra 2010). Selv om romanen er skrevet i prosa, er indholdet i høj grad lyrisk. Historien spænder over tiden fra det øjeblik, da fortælleren Josefine får den lysebrune hoppe Molly, indtil hun ved romanens slutning må sige farvel til hesten.
 
Det er en fortælling af en barndom på Mols i 1980´erne, men er også en lyrisk rejse gennem landskaberne og de sansemættede øjeblikke, der præger fortællerens opvækst. Hovedpersonen i romanen er ikke blot Josefine, men også sproget i sig selv. Læseren sendes fra en stemning til en anden, uden et synligt plot. Sproget er drømmende i Stigninger og fald, og om selve sprogets kraft siger Klougart: ”Sproget, selve benævnelsen og den organisering af verden, der ligger heri, betyder virkelig noget. Sproget griber ind i virkeligheden og bevidstheden. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan du bruger det.”
 
Det er især moren, der fylder noget i barndomsskildringen, hendes tavshed og udmattethed, der ofte gør hende til noget uopnåeligt at indfange:
 
”Min mor er ensom i landskabet, hun læner sig ind over sit dørslag, hvor blåbærrene kravler mod siderne som en pupil, der vokser i mørket. (…) Hun nøjes, i sit eget rum, med sig selv, med den kælen for sig selv i en vævende, ensom opfindelse af verden.”
 
Josefine har øjne så blå, at hendes mor mener, der ikke findes ord for en blå som hendes øjnes. Josefine mener på sin side, at der er ord for næsten alt, og at det bare drejer sig om at finde det rigtige. Hun er optaget af ord og laver lister over blomster, der hedder det, de ligner: Brandbæger, tusindstråle, rævehale, lægeoksetunge. Romanen er også en intens nærindstilling på barnets verden. Man kan næsten se kaffefilteret, der har ”samme farve som nylonstrømper, jeg forestiller mig, at det lugter sådan, som min mormors nylonstrømper, af Albyler, fordi de deler skuffe med hendes medicin.”
 
Samlingen kan varmt anbefales dem der vil forkæle sine æstetiske sanser med en smuk historie.
 
Amalie Smith – I civil
Samlingen her handler om, hvordan et par glider fra hinanden i forbindelse med partnerens sygdom, og om samlinger i forskellige former. Selv hovedpersonernes kroppe betragtes som samlinger, som her opløses, uophørligt og uundgåeligt.
 
Bogen er også en samling, som bevæger sig udad, som ringe i vandet, efterhånden som faserne i opløsningen beskrives. Amalie Smith bevæger sig sart, men sikkert,  gennem sproget, og har en god fornemmelse for ordenes finere nuancer. Sanserne berøres med rislende ord, som bliver hængende i luften i lang tid efter man har læst dem. Samlingen kan anbefales den fintfølende læser.
 
”Det er mærkeligt at tænke på, at solen vil eksplodere en dag, og at al evolution har været forgæves. Hvad er pointen, spørger jeg dig på vej hjem fra biografen, når alt på den måde skal slutte? Og hvordan skal jeg elske dig, når jeg ved, at vi begge skal dø, eller det, der er værre: At kærligheden forsvinder, inden døden indtræffer! Vores kærlighed er så stor, siger du til mig, at den ikke vil ophøre med at eksistere, selvom vi dør, og alle vi kender dør, og solen eksploderer.” 
 
Teksterne er struktureret omkring cirkler som kapitelinddelinger. Første og sidste tekst hedder September, hvilket antyder, at teksterne forløber over et år.
 
Kærlighedsfortællingen forløber fra samling til opløsning. Både krop, tanke og følelse kan samles og opløses.
 
Jeg-fortælleren har i bogens begyndelse et intenst kærlighedsforhold til en mand. De er rundtossede af kærlighed, og teksterne beskriver lykkelige stunder i sengen. Undervejs i bogen rammes manden af kræft, og jeg-fortælleren forholder sig til det ved at gå teknisk ind i sygdommen: hun undersøger cellestrukturer og følger kroppens forandringer og behandlingens følgevirkninger nøje. Til sidst i bogen har parret brudt med hinanden, og jeget skal ud i verden alene og forsøge at fralægge sig den andens krop. Døden har trængt sig ind i livet og kilet sig ned mellem menneskene.
 
Det er en smuk og sprogligt sikker samling, der huskes i lang tid efter.
Du kan låne bøgerne her: