Herta Müller og menneskets fornedrelse

Af Anonym (ikke efterprøvet)
12.05.16
For den kræsne læser, som også gerne vil udfordres
 
Herta Müller er en tysk forfatter som oprindelig er fra Rumænien. Hun blev født 17. August 1953 i Nitchidorf i Rumænien, og voksede op i det tysksprogede Banat. Faderen havde en fortid i Waffen-SS og moderen blev deporteret til en sovjetisk arbejdslejr i Ukraine i 5 år fra 1945. Da hun levede i Rumænien blev Herta Müller flere gange fyret fra sine jobs, fordi hun åbenlyst kritiserede det totalitære regime og nægtede at samarbejde med efterretningstjenesten Securitate. I 1987, altså 2 år før Ceaucescu’s styre faldt i Rumænien, udvandrede hun og hendes daværende mand Richard Wagner til Vesttyskland, fordi det blev umuligt for Herta Müller at få udgivet sine bøger i sit hjemland. 
 
Herta Müller er med tiden blevet oversat til mange sprog og har gennem tiden fået en række priser. Kronen på værket blev Nobelprisen i litteratur i 2009. Nobelkomitéen gav som grund for prisen hun “med lyrikkens koncentration og prosaens ærlighed beskriver den ubemidledes landskab”. 
 
Mennesket er en stor fasan i verden handler om den fornedrelse og afstumpethed landsbyboerne må leve under det totalitære regime i Rumænien. Og menneskenes samvær bærer præg af en skyggeøkonomi, hvor udrejsetilladelser betales med landbrugsvarer eller sex med landsbyboernes døtre. 
 
 
Alt hvad jeg har bærer jeg hos mig handler om den 17-årige Leopold som i slutningen af 2. verdenskrig deporteres til en russisk arbejdslejr i Ukraine. Her knokler og sulter han sig igennem de næste 5 år. Beskrivelserne omhandler hvordan konstant sult og hårdt slid nedbryder og umenneskeliggør fangerne.
 
I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv handler om en fabriksarbejderske, som er på vej med sporvognen til forhør hos sikkerhedspolitiet. Hun har pakket sin tandbørste, for det tilfælde at hun ikke får lov at gå igen. Angsten fylder hende; turen med sporvognen er et vågent mareridt, hvor endestationen er vanviddet. 
 
Altid den samme sne og altid den samme onkel er en essay samling, som handler om sproget, og den måde det viser noget om mennesket og om det samfund, mennesket er en del af. Herta Müller skriver så englene synger og blodet sprøjter. Hun lægger ikke fingrene imellem, og man bliver berørt at hendes tekster, selvom de ind i mellem er mærkelige og uforklarlige.
 
Ræven var allerede dengang jægeren handler om livet i Timişoara, Rumænien, under Ceauşsescu. Alle indbyggerne sidder i den samme ørkesløse håbløshed, men oplevelsen væsensforskellig fra individ til individ. Der er ikke handling eller plot i samlingen, men er mere drevet af nuanceændringer i sproget.
 
 
Temaerne
 
Herta Müllers værker cirkler meget om forfatterens egen oplevelser, dels af at leve som borger under et totalitært regime og dels om fremmedgørelsen og følelsen af hjemløshed ved at være emigrant. Historierne handler om hendes eget liv – fortalt om og om igen. Autofiktion har man kaldt det. 
 
Man kan på den måde sige, at Herta Müllers forfatterskab hænger uløseligt sammen med hendes egen traumatiske fortid, det vil sige som den ensomme datter af en fordrukken eks-SS-far og en traumatiseret mor. Det er en forkrøblet verden af korrupte partimedlemmer, den allestedsnærværende sikkerhedstjeneste, hjernevask og indoktrinering. Sproget er skævt og billedmættet og glider ofte frem og tilbage mellem poesi og prosa, samt det uhyggeligt konkrete og det abstrakt ekspressive. Værkerne bør derfor, på grund af deres meget komprimerede sprog, læses i små doser.
 
Det er svært at pege på en anden forfatter, der skriver som Müller, tættest på kommer nok Josefine Klougart, der evner det samme; at skrive romaner, der i ligeså høj grad handler om sprogets muligheder. En dybt original bog, som kræver noget af sin læser.
 
Bestil en unik oplevelse her