100 bøger på 100 sider
100 bøger på 100 sider

100 bøger på 100 sider

18.05.21
Mød Mia. Hun elsker skæve fortællinger og god litteratur – og så er hun for resten ordblind. Der er SÅ meget god litteratur i korte formater, men det kan være svært at finde det på bibliotekerne. Det skal vi gøre noget ved.

Skrevet af Mia Mortensen, Ordblidlitteratur

Vi giver ordet til Mia

Man kan, hvad man vil. Det har jeg altid fået at vide. Så da jeg på gymnasiet skejede ud på ordblindetesten, var det kun endnu en grund til at recitere: man kan, hvad man vil. Og jeg ville læse og udforske litteraturens uendelige universer. Derfor er jeg i dag kandidatstuderende i Nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet. Gennem min studietid fandt jeg det svært at finde god, overskuelig skønlitteratur, som nemt kunne læses ved siden af det teksttunge pensum. Men igen og igen valgte jeg små, korte værker, som gjorde, at jeg havde mere mod på at påbegynde læsningen.

Hvor er de korte bøger?

Når jeg gik på biblioteket, var det som en gemmeleg med de små fortællinger, som stod mast mellem store, lange værker. Derfor startede jeg @Ordblidlitteratur på Instagram, hvor jeg anbefaler god, kort – og dermed overskuelig – litteratur. Instagram giver mulighed for at blive en del af et lille niche-præget fællesskab, hvor det er folk med samme interesse som en selv, der følger med. Ambitionen er at andre læsebesværede ligeledes finder den lille bog som et overskueligt projekt, og dermed giver sig i kast med mere og anden litteratur end den, som står på hylderne med lette bøger for voksne. For selvom jeg er ordblind, nyder jeg stadig velformuleret poesi, skæve formuleringer og atypiske fortællinger, hvilket er grunden til, at jeg begyndte at synliggøre disse små litterære perler til gavn for andre læsebesværede.

100 bøger på 100 sider

Projektet "100 bøger på 100 sider" har fået mange positive tilbagemeldinger. Det er et projekt, der skal synliggøre den korte litteratur, og som så småt er blevet søsat på flere af landets biblioteker. Denne synliggørelse af korte bøger på bibliotekerne skal inspirere til alternative læseoplevelser både for ordblinde, men også for den travle biblioteksgæst, som ikke har tiden, men lysten, til litteraturen.

Hvis du har lyst til at blive inspireret til nye læseoplevelser, så følg med på Ordblidlitteratur på Instagram.

Oprindeligt skrevet af Mette Schønning Lybæch, Aalborg Bibliotekerne.